Et stigende antal unge danskere i alvorlig mistrivsel bliver indlagt på et psykiatrisk hospital. For nogen er det en hjælp, mens indlæggelsen og skiftet til nye rammer for andre kan være en ekstra udfordring.
Det er baggrunden for et initiativ fra behandlingsstedet Egedal i Odsherred, hvor der bliver opført tre tiny house-inspirerede boliger, som kan give anbragte unge med alvorlige sociale og psykiske udfordringer mulighed for at få fred og ro. Projektet er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond og den filantropiske forening Realdania med henholdsvis syv og seks millioner kroner.
Alternativet til psykiatriske indlæggelser hedder ’At Bo i Ro’ og består ud over de tre små huse af et tilhørende fælleshus med køkken og behandlingsrum.
”Børn og unge skal have den rette hjælp hurtigere, og vi håber, at tankerne bag At Bo i Ro kan være et forbillede for, hvordan man skaber gode rammer for udsatte unge. Samtidig håber vi, at det kan inspirere til at bygge døgnåbne behandlingshuse til mennesker i krise,” siger Sidse Ravn, direktør for Fonden Egedal ved Behandlingsstedet Egedal, i en pressemeddelelse fra Realdania.
Et forskerteam skal følge At Bo i Ro, som vil fungere som et pilotprojekt. Teamet vil indsamle dokumentation, der kan bruges til at vurdere, om projektet skal opskaleres.
Fondspenge til møbler i nyt auditorium
Oversigten over fondsuddelinger fra den seneste uges tid fortsætter til Aarhus, nærmere bestemt til Aarhus Universitet, hvor en ny auditoriebygning er ved at blive bygget. I en pressemeddelelse fra universitetet oplyses det, at en donation på fire millioner kroner fra Salling Fondene sikrer, at der er kvalitetsmøbler og topmoderne AV-udstyr i auditoriet, når medarbejdere og studerende tager det i brug næste år.
Ifølge Thomas Pallesen, der er dekan på Aarhus BSS, vil mange få glæde af de indretningsmæssige muligheder, som donationen giver.
”Det glæder mig rigtigt meget, at Salling Fondene giver denne donation, så vi ikke alene kan komme til at gøre brug af en fantastisk bygning, men nu også er et betydeligt skridt nærmere på at kunne indrette den med de mest moderne faciliteter, hvilket vil komme både studerende, ansatte, samarbejdspartnere og andre brugere af bygningen til gode,” siger Thomas Pallesen.
Vi glæder os over, at vi med denne donation kan være med til at støtte universitetets væsentlige virke i samfundet
Anders Hagh – Bestyrelsesformand, Købmand Ferdinand Sallings Mindefond
Fra Salling Fondene er der også stor tilfredshed med at donere til auditoriet på Aarhus Universitet.
”Vi glæder os over, at vi med denne donation kan være med til at støtte universitetets væsentlige virke i samfundet. I Salling Fondene støtter vi projekter og initiativer, der gør hverdagen bedre og er til gavn og glæde, og det nye auditorium i Universitetsbyen vil gavne de mange studerende og ansatte i mange år fremover,” siger bestyrelsesformand i Købmand Ferdinand Sallings Mindefond Anders Hagh i pressemeddelelsen.
Byggeriet af auditoriebygningen startede i 2022, og det er planen, at auditoriet tages i brug til forelæsninger i løbet af 2025.
Donation skal formidle verdensarv på vikingeborg
Vikingeborgen Trelleborg i Slagelse kom sidste år på UNESCO’s verdensarvsliste. Og med bevillinger fra blandt andre A.P. Møller Fonden bliver formidlingen af Harald Blåtands unikke verdensarv nu for alvor vakt til live med opførelsen af et udsnit af den tidligere konges imponerende vikingeborg.
Det skriver A.P. Møller Fonden på fondens hjemmeside.
Fondens bevilling er på 15 millioner kroner og skal bruges til at opføre en autentisk rekonstruktion af Trelleborg, som kommer til at omfatte et kvart udsnit af den oprindelige borg med vold, palisade, voldgrav, bro, port, svelleveje og tre langhuse.
Ud over bevillingen fra A.P. Møller Fonden har projektet også modtaget 15 millioner kroner fra Augustinus Fonden. Dertil kommer bidrag fra Lokale og Anlægsfonden på 4,5 millioner kroner og Slagelse Kommune på 25 millioner kroner.
Nationalpark udvider tilgængelighed
Fra Slagelse går turen til Roskilde-egnen, nærmere bestemt Nationalpark Skjoldungernes Land ved Roskilde Fjord, som netop har modtaget en bevilling fra Nordea-fonden på ni millioner kroner.
Nationalpark Skjoldungernes Land strækker sig over et område på 170 kvadratkilometer og rummer et varieret landskab med en mosaik af natur og kultur – fra det åbne fjordlandskab til dybe skove og blomstrende enge.
Vi glæder os ikke mindst til at se, hvordan nationalparken vil skabe nye fællesskaber for de frivillige – med naturen som omdrejningspunkt
Christine Paludan-Müller – Uddelingschef, Nordea-fonden
Fondspengene skal bruges til et projekt, hvor der bliver skabt adgange og levende fortællinger ved tre nye oplevelses- og besøgssteder i nationalparken.
”Vi er glade for, at Nationalpark Skjoldungernes Land nu kan udvikle nye faciliteter, forbedret infrastruktur og flere spændende formidlingsaktiviteter for de besøgende. Nationalparken sætter barren højt, når det handler om bæredygtighed og tilgængelighed. Den indsats vil vi gerne bakke op om hos Nordea-fonden, og vi glæder os ikke mindst til at se, hvordan nationalparken vil skabe nye fællesskaber for de frivillige – med naturen som omdrejningspunkt," siger Christine Paludan-Müller, der er uddelingschef i Nordea-fonden, i en nyhed på fondens hjemmeside.
Uddelte legater til forskning i hjertesygdomme
Vi fortsætter til en filantropisk aktør, vi ikke så ofte skriver om i disse spalter, nemlig Hjerteforeningen. Forleden uddelte Hjerteforeningen sammen med Børnehjertefonden en række forskningslegater ved et arrangement på Hotel d’Angleterre i København.
De tre legatmodtagere var Niels Thue Olsen, Københavns Universitetshospital, Herlev Hospital og Gentofte Hospital, der modtog 3,7 millioner kroner fra Hjerteforeningen og Snedkermester Sophus Jacobsen og hustrus Fond, Nina Rottmann, Syddansk Universitet, som fik 1,5 millioner kroner fra Hjerteforeningen og Charlotte Kvist Ekelund, Københavns Universitetshospital, Rigshospitalet, der kunne gå hjem med en halv million kroner fra Børnehjertefonden.
Uddelingen af legaterne blev foretaget af uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).
”Hjerteforskning giver håb og tryghed for den enkelte hjertepatient og for samfundet. Det er det, forskning kan. De tre legatmodtagere er et godt billede på, at forskningens perspektiver favner både det helt brede og det helt nære. Fra store komplicerede operationer til små forebyggende forandringer og fra banebrydende medicinudvikling til den omsorgsfulde patientpleje, der skaber trivsel og forhindrer genindlæggelser,” sagde Christina Egelund ved prisuddelingen ifølge en pressemeddelelse fra Hjerteforeningen.
Siden 1962 har Hjerteforeningen i alt uddelt over 800 millioner kroner til dansk hjerteforskning.
Pris til produktiv forsker
Novo Nordisk Fonden har netop uddelt den årlige Marie og August Krogh Pris på 1,5 millioner kroner til professor, overlæge og speciallæge i intern medicin og kardiologi, Christian Torp-Pedersen.
Ifølge en nyhed på fondens hjemmeside får Christian Torp-Pedersen prisen for en ”kolossal forskningsindsats gennem en lang karriere”.
Christian Torp-Pedersen er taknemmelig for at blive hædret med prisen.
”Det er dejligt at blive værdsat af sine egne, og det sætter jeg meget stor pris på,” siger han.
Ifølge formanden for Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, der fungerer som priskomité, Susanne Axelsen, er Christian Torp-Pedersens karriere et lysende eksempel på en ekstraordinær forskerkarriere.
”Ikke ‘blot’ har han været kolossalt produktiv som forsker, han har også haft en afgørende betydning for udvikling af mange nye talenter inden for forskningen. Det er imponerende og af uvurderlig betydning for patienter i Danmark og i hele verden,” siger Susanne Axelsen.
Marie og August Krogh Prisen blev indstiftet i 1969.
Mere rådgivning til børn med spiseforstyrrelser
Vi fortsætter til Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld, som med en donation på 100.000 kroner sikrer, at foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade får mulighed for at hjælpe flere børn og unge.
Foreningen registrerer et stort behov for at yde støtte og rådgivning til børn og unge, som lider af en spiseforstyrrelse eller som bevidst skader sig selv. På den baggrund er direktør i Spiseforstyrrelser og Selvskade Laila Walther taknemmelig for donationen fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld.
Vi får henvendelser fra børn ned til syv år. De henvender sig ofte på vores chat, når spiseforstyrrelsen eller selvskaden trænger sig på
Laila Walther – Direktør, foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade
”Med denne donation får vi mulighed for at udvide kapaciteten i vores chat-rådgivning og dermed svare langt flere af dem, der kontakter os. Samtidig skal rådgiverne klædes på til dialogen med de yngste børn, for dem bliver der desværre flere og flere af. Vi får henvendelser fra børn ned til syv år. De henvender sig ofte på vores chat, når spiseforstyrrelsen eller selvskaden trænger sig på. Men netop, fordi de er så unge, stiller det særlige krav til vores rådgivere,” siger Laila Walther i en nyhed på fondens hjemmeside.
Fra 2021 til 2022 har Spiseforstyrrelser og Selvskade oplevet en stigning på 16 procent i antallet af henvendelser.
Fondsdonation fejret med portvin og kransekage
Der var forleden både portvin og et stykke kransekage til beboerne på Esbjerg Friplejehjem for at markere glæden over to fondsdonationer. Friplejehjemmet har modtaget 82.200 kroner fra Claus Sørensens Fond og 70.000 kroner fra Else og Erik Jørgensens Familiefond til to nye rickshaw-cykler.
Cyklerne – en sofacykel og en ladcykel – giver plejehjemsbeboerne mulighed for ture i både byen og naturen på en helt ny måde.
Fondspengene er kommet i hus på baggrund af ansøgninger fra friplejehjemmets vennekreds, skriver Jydske Vestkysten på jv.dk.
”Vi er meget taknemmelige for venneforeningens arbejde med at søge fondsmidler til gavn for vores beboeres hverdag og siger naturligvis også en stor tak til de to fonde, som har doneret midler til cyklerne,” siger hjemmets forstander Rikke Strunge Mizrahi til avisen.
Portvinen blev i øvrigt, fremgår det af avisens artikel, først drukket efter prøveturen på cyklerne.